SAS

Aortastenose.

Kilde: Hundens sygdomme af Birgitta Wikström

Aortastenose er en medfødt forsnævring af aortaklapperne eller en indsnævret muskelring lige under klapområdet. Dette er årsag til blæselyde, som kan høres hvis man lytter med stetoskop, auskultation, på venstre side af brystet forholdsvis højt oppe på brystvæggen. På røntgenbilleder kan man se, at venstre hjertekammer er forstørret. I nogle tilfælde er den første del af aorta (nær hjertet) udvidet. En hund med aortastenose kan leve et normalt liv som selskabshund uden at vise sygdomstegn. Aortastenose kan dog i alvorligere tilfælde medføre forkert hjerterytme, arytmi, og pludselig død. Man kan forsøge en behandling, som kan normalisere hjerterytmen. Nogen operativ behandling er ikke aktuel.

Inddeling af maksimale aortaudløbshastigheder:

< 2 m/s: Ingen tegn på aortastenose.

> 2 - 2,5 m/s: Gråzone tilfælde. Aortastenose kan ved disse hastigheder hverken udelukkes eller diagnosticeres med sikkerhed med de nuværende diagnostiske muligheder. En del af disse hunde kan have aortastenose underudvikling.

>2,5 - 3,5 m/s: Mild aortastenose. Hunde med mild aortastenose lever ofte et normalt liv uden symptomer på sygdom, men det kan ikke udelukkes at de dør tidligere end raske hunde.

> 3,5 - 4,5 m/s: Moderat aortastenose. Hunden kan være symptomfri eller vise de samme symptomer som beskrevet neden for, alvorlig aortastenose.

> 4,5 m/s: Alvorlig aortastenose. Hunde med alvorlig aortastenose udvikler ofte symptomer som træthed, nedsat kondition og besvimelsesanfald i de første leveår. Ligeledes kan pludselig død forekomme. Mange af disse hunde dør inden de bliver 3-4 år gamle.

Mine erfaringer med sygdommen:

2 af Náslys hvalpe fra første kuld led af ovenstående sygdom, Tobit og Walter. Hos begge hvalpe blev det konstateret ved et tilfælde, de var ca. 12 uger gamle , da de var til dyrlæge for at blive vaccineret og begge blev henvist til KVL, hvor man stillede diagnosen. Begge hvalpe var kommet ud til deres nye familier, og pga. deres diagnoser kom de så retur til mig. Det skal lige nævnes, at begge hvalpe havde sundhedsbog fra dyrlægen - men de havde ingen mislyd da den blev lavet da de var 7 uger gamle.

Nogen har påstået, at det var dyrplageri ikke at aflive Tobit og Walter straks da de kom retur fra deres familier - men vi har hele tiden haft vores dyrlæger med i forløbet. Da jeg fik dem retur talte jeg længe med min egen dyrlæge, som ikke mente vi skulle aflive nu og her, når ingen af dem på daværende tidspunkt ikke viste sygdomstegn. Som hun sagde "Man kan altid aflive - jeg syntes vi skal vente til de viser symptomer". Som sagt så gjort. Det har været lærerigt for alle involverede. Walter havde den hårdeste "dom" så han skulle bare blive hos mig, til tid var. Tobit havde det forbløffende godt, så derfor blev det besluttet at han skulle ud til en ny familie, som selvfølge ville blive grundig informeret om hans sygdom og at man ikke kunne sige noget om hvordan det ville gå. Derfor kom han ud til Merete & Klaus - og man kan bare ikke sende sin hund et bedre sted hen. Jeg skylder Merete & Klaus stor tak fordi de kastede sig ud i det, på trods af de vidste at det en dag kunne blive meget alvorligt. De har virkelig lagt stort hjerte i det og Tobit fik 5 dejlige måneder hos dem - hvor han blev kysset og elsket præcis som en Bordeaux skal have det.

Tobit havde en fået konstateret en udløbshastighed på 4,3 da han var ca. 12 uger. Da han kom retur, var han meget tynd og havde dårlig mave - hvilket havde stået på i flere uger - dette havde INGEN relation til det dårlige hjerte. Han havde kun været her få dage, da hans mave kom i orden og han begyndte at tage på igen. Tobit viste ingen sygdomstegn overhovedet - så i samråd med dyrlægen blev det bestemt at han godt kunne komme ud til en Merete og Klaus, som selvfølgelig blev informeret om at han højst sandsynligt ikke ville blive så gammel. Som månederne gik voksede Tobit på lige fod med sine kuldsøskende, uden symptomer på det dårlige hjerte, og jeg skal være den første til at indrømme, at jo ældre han blev jo større blev håbet for at Merete og Klaus kunne have ham i 2-3 år. De tog jævnligt forbi deres dyrlæge og fik lyttet til ham. Da han var 10 mdr. gammel, var vi sammen på KVL hvor han blev scannet igen af Jørgen Kock, nu var udløbshastigheden 5,7 og Jørgen gav udtryk for, at det var utroligt at Tobit stadig ikke viste tegn på den alvorlige sygdom. men at vi skulle regne med at udsigterne for ham ikke var særlig gode. Samme aften, da vi kom hjem fra KVL, faldt Tobit uden varsel om med hjertestop. Det var en meget voldsom oplevelse, men da jeg talte med KVL dagen efter, fik jeg vished for at han rent faktisk var død da han ramte jorden, og det vi havde oplevet inden for de 1-2 min. det stod på var livet der forlod hans krop, og at han ikke havde mærket noget.

Walter havde en fået konstateret en udløbshastighed på 5,5 også da han var ca. 12 uger. Han viste heller ingen sygdomstegn da han kom retur - og trives sammen med Rosita og Tobit. Det skal lige nævnes, at han havde et helt andet temperament end dem - han var langt mere rolig og hyggehund, han kunne ville hellere ligge med Násly i stuen, mens de andre 2 drønede rundt og lavede ballade. Men i modsætning til Tobit begyndte Walter da han var ca. 5 måneder at vise de første symptomer. Han begyndte at trække sig fra voldsom leg med de andre - og kunne sidde i timer i stolen i køkkenet og glo ud af vinduet. Da han var 5½ mdr. blev symptomerne værre og i løbet af 2-3 dage blev hans tilstand stærkt forværret. Han sov meget, viste ikke lyst til at rejse sig unødigt og han begyndte at blive "blålig" i slimhinderne. Den 15. maj kom jeg hjem sent om aftenen, og da de alle skulle i haven og tisse til natten blev han voldsomt forpustet af at gå fra stuen ud til bryggerset - vel 15-20 m - det var tydeligt han havde besvær med at trække vejret, så jeg drog afsted med ham til dyrlægen. Man kunne have valgt at give betablokkere, men det ville muligvis kun forlænge hans liv med få måneder - og da det ikke er medicin dyrlægerne har på lager, og der derfor ikke kunne gøres noget for ham her og nu - besluttede jeg at få ham aflivet.

Jeg deltager så vidt det er mig muligt i alle undersøgelser omkring DdB'ernes hjerter. Både Násly og Rosita er blevet scannet. Násly i sommeren 2005, idet hun ikke indgik i den undersøgelse på KVL i efteråret 2004, fordi hun var højdrægtig på det tidspunkt. Efterfølgende fik 2 af hvalpene fra kuldet jo stillet diagnosen i meget alvorlig grad. For at bidrage med så megen materiale som muligt til KVL's undersøgelser omkring problemet, har jeg i samråd med den førende ekspert på området dyrlæge Jørgen Koch og dyrlæge Miriam Höllmer beslutte at få endnu et kuld efter Násly, på trods af hun ligger lige uden for gråzonen med en udløbshastighed på 2,6 m/s. Dyrlægerne vil så følge kuldet tæt, fra fosterstadie til de er ca. 1 år gamle. Da man ikke med sikkerhed kan sige, hvad den konkrete årsag til lidelsen er, om den er dominant arvelig, om det er kombinationen eller noget helt tredje der er årsag til problemerne - vil det være interessant for KVL at følge et kuld fra en tæve man med sikkerhed ved har haft syge hvalpe. Meeko som var far til dem, har en udløbshastighed på 1,4 m/s - hvilket jo må siges at være flot - så det kan nok udelukkes at det kommer fra ham. Buller, som jeg har valgt som far til næste kuld er ikke scannet endnu, men bliver det meget snart. Buller er ret interessant for KVL idet han er 7 år - og de påstår jo hårdnakket derinde, at hunde der har lidelsen i også meget mild grad, ikke vil blive særlige gamle. Så vi er ret spændte på Bullers udløbshastighed.

Research:

Kilde: www.netdyredoktor.dk

Hvad er aortastenose hos hunde?
Aortastenose er en forsnævring af hovedpulsåren (aorta). Det er ofte de store hunderacer, som f.eks. new foundlænder, boxer og schæfer, der udvikler en forsnævring i aorta, og det er ofte medfødt. Forsnævringen forekommer enten i selve hjertet før aortaklapperne, hvilket er det mest hyppige, eller også umiddelbart uden for hjertet.

Forsnævringen består af fibre, der tilsammen danner en uelastisk ring, som spærrer blodets frie løb. Det medfører et øget tryk i hjertet. Det svarer til dét, der sker, hvis man vander haven og trykker vandslangen sammen: Der kommer et stort tryk, og hastigheden stiger. Det betyder, at hjertet skal pumpe hårdere for at presse den nødvendige mængde blod ud i resten af kroppen, og derfor kan der med tiden ske ændringer i hjertets størrelse og form.

Hvad er symptomerne på aortastenose?
Fordi lidelsen meget ofte er medfødt, vil man nogle gange kunne få mistanke om, at hvalpen har aortastenose, hvis den ikke er helt så livlig som sine søskende. Afhængigt af, hvor meget hovedpulsåren er blokeret, vil dette forværres med tiden. Det hænder, at hvalpe under leg pludselig falder om og i værste tilfælde dør, uden at der har været forudgående symptomer.

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen aortastenose?
Dyrlægen vil ofte fatte mistanke om aortastenose ved at kæde de forskellige symptomer sammen, og ved at der findes en bilyd på hjertet under en ganske almindelig undersøgelse med et stetoskop. For at stille diagnosen fuldstændigt kræver det røntgenundersøgelse af brysthulen sammenholdt med et EKG og gerne en ultralydsundersøgelse af hjertet.

Hvordan behandles aortastenose?
Behandlingen er meget afhængig af, hvor påvirket hunden er af lidelsen, og dyrlægen vil derfor vurdere hvert enkelt tilfælde. Normalt vil man forsøge at nedbringe hjertets hårde arbejde ved at give hunden beta-blokere.

Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har aortastenose?
Det afhænger af, hvor udtalt lidelsen er. Hvis hunden i en ung alder er påvirket af aortastenose, er udsigterne desværre ikke så gode. Der opstår ofte komplikationer, og hunden bliver som regel ikke så gammel. Men vi ser også hunde, der fuldstændigt upåvirket går igennem et langt liv med en mindre aortastenose.

Hvorfor får hunde aortastenose?
Lidelsen er medfødt og i nogle tilfælde arvelig

Hvad er risikoen for, at din hund har aortastenose?
Aortastenose er en relativt sjælden sygdom, men der findes på nuværende tidspunkt ingen oplysninger om, hvor stor sandsynligheden er for, at man har en hund med sygdommen. Hvis du har en hvalp, der viser nogle af de ovennævnte symptomer, er det derfor vigtigt at få den undersøgt nærmere hos din dyrlæge.

Hvilke racer er særligt udsatte for at få aortastenose?
Generelt er store hunderacer som boxer, rottweiler, golden retriever, engelsk bullterrier, schæfer og newfoundlænder mest udsatte.

Anden viden om aortastenose:
Lidelsen kan være arvelig, og man må derfor fraråde at avle på hunde, hvor man har diagnosticeret aortastenose på afkommet. På nuværende tidspunkt gøres dette ikke systematisk, men det vil givetvis ske i fremtiden, så der bliver færre tilfælde af hunde med aortastenose.