Basse

Nosuch Bulldogues I'M Leviticus

Basse 10. feb. 2006 (15mdr. 10dg.)

Mette kontaktede mig i februar 2006, fordi hun havde været til egen dyrlæge med Basse pga. han haltede voldsomt på det ene forben. Hendes egen dyrlæge mente at det måtte være meget alvorligt, og havde nævnt noget om arvelig gigt og OCD hvilket ville være ret alvorligt. Hun var derfor blevet henvist til Fakse Dyrehospital, hvor Kenn, som er ekspert i hundens knogler og led, residerer. Jeg fik heldigvis lov til at tage med derop, for jeg var jo ret interesseret i, at få at vide om det var så galt fat med Basse.

Kenn kunne, efter at have røntgenfotograferet Basse, berolige os med, at arvelig gigt og OCD ikke "bare" diagnosticeres sådan uden videre, man skal udtage flere forskellige biopsier og blodprøver der skal sendes til laboratorie for undersøgelse. Han mente "kun" at det var Panostitis (vokseværk), hvilket kan være slemt nok, idet det næsten ikke er til at holde ud at se på at hunden har så ondt i de store rørknogler. Mette og jeg blev beroliget, og de fik noget smertestillenden og betændelseshæmmede med hjem. Samtidig blev vi enige om, at hun skulle skifte foder fra junior til adult, og så ellers følge Kenns råd om masser af ro og kun korte tisseture.

Jeg kontaktede så Mette en søndag i maj, for at høre hvordan det gik med Basse. Hun syntes det gik lidt bedre, men hun ville egentlig gerne have ham til røntgen igen. Jeg rådede hende til at ringe til Kenn og snakke med ham om hvad han syntes, for jeg mente hun skulle vente til Basse skulle HD-fotograferes når han blev 18 mdr. Selvfølgelig hvis han ikke havde alt for ondt. Det ville hun gøre. Men hun kontaktede mig igen 4-5 dage senere pr. SMS at Basse havde haft så ondt dagen før, at hun var kørt afsted med ham akut til en dyrlæge der ikke kendte ham og havde set ham før. Hun havde først talt med dem i telefon. Dyrlægen rådede Mette til at lade Basse aflive - det råd havde hun desværre valgt at følge. Jeg blev selfølgelig chokeret, og spurgte Mette om det var OK jeg kontaktede dyrlægen, fordi jeg gerne ville have svar på nogle spørgsmål omkring diagnose, behandling osv - men ville jo ikke belaste Mette med det, fordi hun jo var helt knust over at have skulle træffe den triste beslutning.

Dyrlægen havde iflg. Mette stillet diagnosen OCD, arvelig gigt, nedsat livskvalitet og havde sagt at han skulle leve et liv på smertestillende medicin. Selvsamme dyrlæge ville dog ikke give mig det på skrift, hvilket jeg jo gerne ville have fordi hun faktisk sagde at Basses smerter var forårsaget af en alvorlig og arvelig sygdom. Men efter jeg havde gået hende lidt på klingen, viste det sig at hun ikke rigtig kendte til racen, og vokseværk.

Det er jo ganske forfærdeligt, at Mette der jo er knust over hendes hund har ondt, bliver rådet og vejledt SÅ forkert. Det er endnu mere foruroligende, at den dyrlæge ikke henviser Mette til Fakse, som jo har set hunden før og behandlet den for de samme smerter - men råder til aflivning pga. uvidenhed. Det er grotesk at en dyrlæge råder til aflivning ca. 1½ år før hunden er fuldt udvokset, og i en alder af 17 mdr stadig er i kraftig vækst.

Jeg syntes jo ikke Basse fik en chance - at dyrlægen har vildledt og ikke vejledt Mette, og det er forfædeligt at hun og hendes lille søn mistede deres kammerat ALT for tidligt. Jeg var rasende over at en dyrlæge kan være SÅ dum, men det bringer desværre ikke Basse tilbage, som ellers lovede så godt. Han var én af de bedste hvalpe fra kuldet, og jeg er sikker på han ville have gjort det godt i udstillingsringen.

Der var allerede mail fra Mette samme aften som Basse var rejst - dvs. 27/12. Turen hjem til Korsør var gået uden det store tuderi - kun en smule, men så var han faldet i søvn hos Mette. Basse var faldet godt til, og hans nye livskammerat, Marcus på 4 år, var rigtig glad for ham. Iflg. Mette virker det som om Basse godt ved, at Marcus er et barn - det er jo gode tegn.