Vokseværk

Sidst opdaterett: 28-03-2007

Vokseværk/Knoglemarvsbetændelse

Vokseværk er en fællesbetegnelse for flere forskellige sygdomme hos unghunden, hvor den hyppigste er knoglemarvsbetændelse (Panostitis). Panostitis er en smertefuld sygdom hos hunde under opvækst af forskellige større racer. I første omgang opstår der smerter i forskellige grader i de lange rørknogler, som f.eks. overarm, lårben og skinneben, hvilket i typiske tilfælde giver halten, som kan være meget udtalt og kan stå på i ca. 2 uger. Derefter får hunden ondt i en anden knogle, og hunden vil tit være halt på alle fire ben på skift. Feber, nedstemthed og nedsat appetit er andre symptomer, der kan komme og gå med flere ugers mellemrum. Såfremt man mærker på knoglen i dét ben, hvor hunden er halt, vil hunden ofte reagere med smerteudbrud.

Symptomerne på vokseværk kan ligne andre alvorlige led- eller knoglesygdomme, som hunde i voksealderen kan få, og derfor skal du altid henvende dig til din dyrlæge, hvis symptomerne viser sig.

Det kan være svært at stille en diagnose ud fra en almindelig undersøgelse, og derfor vil dyrlægen som regel foretage både røntgen- og blodundersøgelse. Undersøgelserne er vigtige for at kunne hjælpe hunden så hurtigt som muligt igennem sygdommen. På røntgenbilleder kan ses at den syge rørknogles marvhule har en tættere konsistens end normalt: i typiske tilfælde ser det ud som skyer eller vattotter udfylder eller dækker for dele af marvhulen.

Den første behandling består i at dæmpe smerterne med smertestillende medicin så længe anfaldene står på, samt sørge for, at hunden holder sig i ro. Desuden er det vigtigt, at foderet gennemgås for at se, om det er tilpasset unghundens særlige behov for vækst.

Selv om knoglemarvsbetændelse er en alvorlig og smertefuld lidelse, får hunden normalt ikke varige mén, hvis du sørger for den rigtige behandling og omsorg. Tilstanden kan holde sig fra hunden er et par måneder gammel til den er 2-2½ år. Før eller senere sker der altid en spontan helbredelse
Årsagerne til knoglemarvsbetændelse er ikke fuldt opklarede. Der er dog sandsynligvis tale om, at visse racer er genetisk og hormonelt disponerede.

Hvilke racer er særligt udsatte for at få
vokseværk/knoglemarvsbetændelse?

Det er især hunde under 2 år tilhørende de større hunderacer, der bliver ramt af denne sygdom. Ca. 75% af de hunde, der får knoglemarvsbetændelse er schæfere, og af dem er der en overvægt af hanhunde. Sygdommen ses dog også jævnligt hos basset hound, dobermann, golden retriever og grand danois. De racer vokser ofte meget hurtigt, så det er vigtigt, at foderet er afstemt til at dække hundens behov.

Kilder: Netdyredoktor og Hundens sygdomme af Birgitta Wikström

Min erfaring:

Jeg har haft 2 hunde, der led voldsomt af vokseværk. Børste, min engelske bulldog og Anton, der var Bordeaux. I begge tilfælde hanner, de var omkring 1 år gamle og var vokset pænt stærkt. I begge tilfælde gav jeg dem masser af ro, kun tisseture i haven til smerterne var forsvundet, og jeg satte dem på voksenfoder – selvom de iflg. foderplanen burde have været på juniorfoder i nogle måneder endnu. Det ER hård kost at se på, for der har MEGET ondt, men det forsvinder igen og de får et godt liv uden men og smerter. Mange dyrlæger kender ikke rigtig til lidelsen, og tror ofte at det er den alvorlige lidelse OCD fordi symptomerne på vokseværk ligner OCD. Dog skal der udtages biopsier og blodprøver for at diagnosticere OCD. Står du med en hund hos en dyrlæge, der stiller OCD diagnose UDEN at tage prøver, så fortæl for det første at din hunds race er disponeret for Panostitis (vokseværk). Er dyrlægen ikke lydhør over for det, så kontakt en anden dyrlæge og/eller din opdrætter. Der er STOR forskel på de to lidelser - den ene, Penostitis, går som regel i sig selv igen efter nogle uger/måneder. Den anden OCD er arvelig og uhelbredelig. Og det er utroligt svært for din opdrætter at gøre noget som helst, hvis du først henvender dig hvis/når du har valgt at lade hunden aflive - og det er forfærdeligt at blive kontaktet, når det er for sent, og man står med en viden om at hunden kunne være reddet.

I ekstreme tilfælde er løsningen "papkasse-terapi". Som det fremgår af ordet, så betyder det at hunden ikke skal have mere plads end hvis den boede i en papkasse, men hvis hunden skal komme godt igennem det uden mén, så er det vigtigt at man er hård her. Det er kun en begrænset periode, og hunden lider ingen overlast. Det kan godt være svært ikke at lade sit gode hjerte løbe af med sig, og gå en længere tur, fordi hunden så gerne vil ud, men så længe der er tegn på betændelse og/eller ømhed, er det kun korte tisse ture i haven og ind og ligge igen. Det lyder barskt, men det er effektivt og det hjælper, hvis man ikke følger det kan hunden få varige mén og smerter for livet.